
Grønnessegaard Gods
Grønnessegaard Gods er familiedrevet og hensynet til naturen og historien gennemsyrer alt hvad vi gør.
Det er vigtigt for os, at passe så godt som overhovedet muligt på både bygninger, natur og dyr uden at gå på kompromis med kvaliteten af de varer vi producerer.

Historien om Grønnessegaard Gods
Grønnessegaard Gods har været en del af Halsnæs området i snart 250 år, og har været ejet og drevet af familien Hasselbalch gennem de sidste 100 år.
Grønnessegaard er beliggende på sydkysten af Halsnæs omgivet af skov og med udsigt over Roskilde Fjord. Grønnessegaard er en hovedgård oprettet 13. maj 1776 af Johan Frederik Classen, som også etablerede bl.a. Arresødal og Corselitze.

Efter Classen
Efter J. F. Classens død i 1792 overgik ejendommen til det Classenske Fideikommis, som solgte ejendommen til Prins Carl af Hessen (Frederik VI’s svigerfar).
I 1804 overdrog Prins Carl ejendommen til sin svigersøn og efter dennes død i 1839 blev ejendommen statseje. Nogle år efter enevældets ophør blev ejendommen i 1859 solgt til brdr. Hellemann.
Hellemann opfører hovedbygningen og sælger siden ejendommen til indehaveren af Missionshotellet i København Andreas Christian Nissen.

Grønnessegaard i dag
Grønnessegaard blev 2. marts 1921 af Nissens arvinger solgt til Dr. Karl Hasselbalch. Ejendommen ejes i dag af Ditlev Hasselbalch.
Bygninger og brostensbelægning på Grønnessegaard er i dag fredet, så også kommende generationer kan nyde den uspolerede kulturarv.
Det er dermed den 4. generation af den Hasselbalch’ske familie som bor på Grønnessegaard Gods nu. Familien består af Ann Louise og Ditlev Hasselbalch og deres børn Eggert, Agnete og Ulrich.

Landbruget
Den primære drift består i dag af agerbrug på de 420 Hektar. Derudover vil besøgende på ejendommen om sommeren kunne nyde synet af græssende Hereford kvæg og heste på de tilstødende jorder. I de omgivende skove – ca. 30 Hektar – og søer er der et mangfoldigt liv af ænder, fasaner, rådyr og kronhjorte.
Se mere om landbruget HER
Tilhørende huse
Grønnessegaard Gods råder over en del huse som er beliggende flere forskellige steder i området omkring hovedgården. Ens for størstedelen af dem er, at der er tale om charmerende ældre huse, hvor mange af dem tilbage i tiden har fungeret som boliger for Godsets ansatte såsom smede, skovfoged, fodermester osv.
Vi har pt. ingen ledige lejemål.